Danmarksmester i Rytmisk Sportsgymnastik.
GYMNASTIK: De danske mesterskaber i Rytmisk Sportsgymnastik for individuelle junior- og seniorgymnaster fandt sted søndag den 3. maj i Taastrup Idræts Haller.
Stortalentet Laura Smedegaard Hansen fra Ballerup Gymnastikforening deltog i DM for junior og gik målrettet efter guldet.
Veloplagt med en vis spænding og nervøsitet mødte 15-årige Laura op i konkurrencehallen med sine håndredskaber, musik og flotte glitrende konkurrencedragter. Laura kender sine dygtige modstandere og vidste, at kampen om medaljerne var hård. Trods lidt tov-kludder i sjippetov-serien og en afslutning uden at være i kontakt med tovet, blev serien belønnet med næsthøjeste karakter. For hver efterfølgende serie (tøndebånd, bold og køller) viste Laura større sikkerhed i redskabsteknik og kropssværheder. Hendes udtryksfulde og dynamiske bevægelser samt udstråling, der understregede musikkens karakter, nåede ud til dommerne og op til tilskuererne. Uden tvivl og helt velfortjent scorede Laura for hver af sine tre sidste serier dagens højeste point og vandt dermed DM guldet med mere end tre point over sølvvinderen, Eva Halkier fra Øbro, og fire point over bronzevinderen, Maja Lereim fra T.I.K.
Lauras storslåede præstation kvalificerede hende til seniorernes disciplinfinaler, hvor hun den 10. maj skal deltage i tre ud af tre mulige serier.
BG's Nathalie Kloth placerede sig som nummer 7 i juniorrækken og i senior 2. division blev det til en 6. plads til Sofie Juel Michelsen og en 7. plads til Sheila Shalburg. |
|
|